Selpercatinib (Retsevmo) (revurdering)
Status: Færdigbehandlet (Delvist anbefalet)
Ansøger: Eli Lilly
ATC-kode: L01EX22
Sygdomsområde:
Kræftsygdomme
Cancer
Specifik sygdom:
Lungekræft
Cancer pulmonis
Skjoldbruskkirtelkræft
Thyreoideakræft
Anvendelse:
Recidiverende RET-fusion/RET-muteret kræft efter progression på foregående systemisk behandling
Fagudvalg:
Tværgående kræftlægemidler
Sidst opdateret: 24. marts 2022
Medicinrådet har på baggrund af nye data foretaget en revurdering af selpercatinib (Retsevmo) til kræft i lunge- eller skjoldbruskkirtel (anbefaling den 23. marts 2022).
Se Medicinrådets tidligere behandling af selpercatinib (Retsevmo) til kræft i lunge- eller skjoldbruskkirtel (anbefaling den 30. september 2021).
Anbefaling
Godkendt den 23. marts 2022
Medicinrådets anbefaling vedr. selpercatinib til behandling af RET-forandret kræft i skjoldbruskkirtlen eller ikke-småcellet lungekræft - version 2.0
Medicinrådet anbefaler selpercatinib til patienter med RET-muteret medullær kræft i skjoldbruskkirtlen. Medicinrådet finder det sandsynliggjort, at selpercatinib er en mere effektiv og sikker behandling end cabozantinib. De tilgængelige data er lovende, men usikre. Derfor anbefaler Medicinrådet, at der i klinikken indsamles effekt- og bivirkningsdata for patienter, som behandles med selpercatinib.
Medicinrådet anbefaler, at patienter ikke efterfølgende behandles med cabozantinib, da der ikke er data for effekten efter behandling med selpercatinib.
Medicinrådet anbefaler også selpercatinib til RET-fusion-positiv lungekræft, hvis patienten har oplevet sygdomsforværring efter tidligere behandling med platinbaseret kemoterapi. Medicinrådet vurderer, trods det usikre datagrundlag, at det er sandsynligt, at patienterne lever længere ved behandling med selpercatinib end ved behandling med docetaxel, der er nuværende standardbehandling til denne patientgruppe.
Anbefalingen omfatter patienter, som er i god almen tilstand (performancestatus 0-1), fordi effekten af selpercatinib kun er undersøgt hos disse patienter.
Medicinrådet vil senest om 3 år tage stilling til, om anbefalingerne stadig skal gælde.
Medicinrådet anbefaler ikke selpercatinib til patienter med RET-fusion-positiv jod-refraktær kræft i skjoldbruskkirtlen. Det skyldes, at datagrundlaget er så usikkert, at Medicinrådet ikke kan vurdere, om lægemidlet er effektivt til patientgruppen.
Status for vurdering af lægemidlet
Ansøgning
Sundhedsfaglig vurdering (lægemidlets værdi)
Sundhedsøkonomisk vurdering
Medicinrådets anbefaling
Sagsbehandlingstid
Medicinrådet har brugt 14 uger og 1 dag (99 dage) på arbejdet med revurderingen af selpercatinib til RET-forandret ikke-småcellet lungekræft.