LVS og regionerne anmodes igen om at indstille en formand for fagudvalget vedrørende kræft i æggestokkene
Helt undtagelsesvist anmoder Medicinrådets formandskab nu LVS og regionerne om at indstille en formand for fagudvalget vedrørende kræft i æggestokkene efter en helt særlig procedure.
21. december 2017
Trods flere forsøg er det ikke lykkedes at få indstillet en formandskandidat fra hverken LVS eller regionerne til fagudvalget vedrørende kræft i æggestokkene. Da Medicinrådet har et lægemiddel til vurdering, anmoder Medicinrådets formandskab derfor på ny LVS og regionerne om at indstille kandidater til posten som fagudvalgsformand for fagudvalget.
Formandskabet indstiller til Medicinrådet, at formanden for fagudvalget kan blive
- en formandskandidat inden for subspecialet under iagttagelse af Forvaltningslovens § 4, stk. 2, der gør det muligt at fravige de normale habilitetskrav, fordi behandlingen af sagerne i fagudvalget ikke kan udsættes uden væsentlig skade for offentlige og private interesser, eller
- en formandskandidat uden for subspecialet, der antages at opfylde Medicinrådets habilitetskrav.
Medicinrådet vil drøfte de indstillede kandidater og træffe beslutning om udpegning på Rådets møde d. 30. januar 2018.
Udpegning i medfør af forvaltningslovens § 4, stk. 2 er i overensstemmelse med Forvaltningsloven og Medicinrådets habilitetspolitik. Ligeledes vil udpegning af en fagudvalgsformand med et andet subspeciale også være i overensstemmelse med Medicinrådets habilitetspolitik. Det har ikke tidligere været nødvendigt at anvende sådanne tiltag ved udpegning af en formand for et fagudvalg. Medicinrådet har 25 fagudvalg.
Medicinrådet har i fem fagudvalg anvendt forvaltningslovens § 4, stk. 2 ved udpegning af medlemmer. Det er sket, når det blev anset for betænkeligt, hvis ikke medlemmet deltog i behandlingen af sagen, og fordi behandlingen af sagerne i fagudvalget ikke kunne udsættes uden væsentlig skade for offentlig og private interesser.