Kortere sagsbehandlingstider
I 2023 blev 56 procent af Medicinrådets anbefalinger afsluttet inden for den politisk fastsatte tidsramme på 16 uger. Det er en markant forbedring i forhold til 2022, hvor 24 procent af anbefalingerne blev udarbejdet inden for tidsrammen. Også den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er faldet.
01. februar 2024
I 2023 blev 56 procent af anbefalingerne afsluttet inden for den politisk fastsatte tidsramme på 16 uger. Det er en markant forbedring i forhold til 2022, hvor 24 procent af anbefalingerne blev udarbejdet inden for tidsrammen på 16 uger. Samlet set er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid faldet fra 22 uger i 2022 til 20 uger og 2 dage i 2023.
– Jeg er meget glad for, at det er lykkedes at nedbringe sagsbehandlingstiderne i 2023, og det vil vi fortsat have et stort fokus på i 2024. En faglig, uafhængig og hurtig vurdering af lægemidler er afgørende for både patienter, sundhedsvæsnet og lægemiddelindustrien, siger Medicinrådets direktør, Søren Gaard.
Medicinrådet har siden 1. april 2023 arbejdet på en række tiltag, foreslået af konsulenthuset Implement, som skulle nedbringe Medicinrådets sagsbehandlingstider. Forslagene var resultatet af en analyse med fokus på Medicinrådets sagsbehandlingstid og arbejdsmiljø, som Danske Regioner havde bestilt.
Analysen indeholdt 16 anbefalinger. Det drejer sig blandt andet om at skabe mere stabile, robuste og effektive processer for sagsbehandlingen samt bedre mulighed for at planlægge vurderingerne.
Danske Regioners bestyrelse besluttede, at alle 16 anbefalinger skulle implementeres, og at arbejdet med at implementere anbefalingerne skulle forløbe over et år med start den 1. april 2023. En række tiltag er allerede implementeret, mens andre er i testfasen.
– Selv om vi har nedbragt sagsbehandlingstiden i 2023, er vi fortsat ikke i mål. Vi forventer, at de 16 anbefalinger kommer til at betyde, at endnu flere sager kan blive afsluttet inden for tidsrammen, siger Søren Gaard.