Gå til hovedindholdet

Lægemiddelvirksomheder sender rekordmange ansøgninger til Medicinrådet

I de første ni måneder af 2024 har Medicinrådet modtaget flere ansøgninger fra lægemiddelvirksomheder om vurdering af nye lægemidler end i hele 2023. Særligt i juli var antallet af ansøgninger rekordhøjt. Det kan udfordre sagsbehandlingstiderne i nogle sager.

24. september 2024

Selvom der stadig er tre måneder tilbage af 2024, har Medicinrådet indtil nu allerede modtaget flere ansøgninger fra lægemiddelvirksomheder om vurdering af nye lægemidler end tidligere år.

Indtil nu har Medicinrådet modtaget 46 ansøgninger i 2024. I 2023 modtog Medicinrådet i alt 43 ansøgninger.

Desuden forventer Medicinrådet yderligere 12 ansøgninger i 2024. Hvis ansøgningerne kommer som aftalt med lægemiddelvirksomhederne, er der tale om en stigning på knap 35 procent sammenlignet med sidste år.

- Det stigende antal ansøgninger til Medicinrådet viser, at der er stor interesse fra virksomhederne i at få deres lægemidler ud til de danske patienter, siger forperson for Medicinrådet Jørgen Schøler Kristensen.

Pres på sagsbehandlingstider 
De mange ansøgninger giver dog udfordringer i Medicinrådets sekretariat, fagudvalg og Rådet, særligt fordi ansøgningerne ikke fordeler sig jævnt over året. I de første seks måneder fik Medicinrådet 3-7 ansøgninger pr. måned, men i juli kom der hele 13 ansøgninger.

- Det er vigtigt, at ny medicin kommer hurtigt ud til patienterne, hvis det er lægemidler med en dokumenteret effekt og en fair pris. Vi arbejder hårdt på at nå alle vurderingerne til tiden, men når vi modtager så mange ansøgninger på én gang, som vi gjorde i juli, kan det betyde, at nogle af dem vil få længere sagsbehandlingstid end planlagt, siger Medicinrådets direktør Søren Gaard.

Svingende kvalitet i ansøgningerne
Ansøgningernes kvalitet giver også udfordringer for Medicinrådet. I nogle af sagerne er manglerne så væsentlige, at sagen må udsættes (clock-stop).

- For et halvt år siden indførte vi med hjælp fra lægemiddelvirksomhederne nye ansøgningsskemaer og nye processer for vurderingerne, og derfor håber jeg, at der er tale om en indkøringsfase, så ansøgningerne fremover kommer mere jævnt, og at de indeholder de oplysninger, vi skal bruge. Det er i både virksomhedernes, Medicinrådets - og især i patienternes interesse, siger Søren Gaard. 

 

 

 

Kort om de nye processer og mål for sagsbehandlingstiden fra 1. april 2024

Den 1. april 2024 indførte Medicinrådet en række ændringer for at nedbringe Medicinrådets sagsbehandlingstid for vurdering af nye lægemidler. Det gælder blandt andet:

  • Nye mål for sagsbehandlingstiden på 14, 16 og 18 uger. Tidsrammerne for de tre processer afhænger blandt andet af, hvor kompleks vurderingen er, og om der indgår en sundhedsøkonomisk analyse i vurderingen af lægemidlet.

  • Aftalte ansøgningstidspunkter. Lægemiddelvirksomheder skal aftale et tidspunkt med Medicinrådets sekretariat for, hvornår de kan indsende deres ansøgning. Som udgangspunkt skal ansøgningstidspunktet fastlægges, så sagsbehandlingen kan startes op tidligst muligt. Datoen bliver offentliggjort på Medicinrådets hjemmeside sammen med den forventede dato for anbefalingen.