Mindre effekt end forventet: Medicinrådet revurderer anbefaling af lægemiddel mod knoglemarvskræft
Et dansk real world-studie viser dårligere effekt af lægemidlet lenalidomid som vedligeholdelsesbehandling til patienter med knoglemarvskræft end forventet. Derfor vil Medicinrådet nu revurdere sin anbefaling.
29. august 2024
Medicinrådet besluttede på sit rådsmøde i går at revurdere anbefalingen af lægemidlet lenalidomid (Revlimid) som vedligeholdelsesbehandling til patienter med knoglemarvskræft efter højdosis kemoterapi med stamcellestøtte.
Det sker, efter at et større real world-studie viser dårligere effekt af lenalidomid hos danske patienter end forventet, da Medicinrådet anbefalede lenalidomid i 2019.
Real world-studiet er foretaget af danske læger, som blandt andet på Medicinrådets opfordring har indsamlet viden om, hvor godt lenalidomid hjælper patienterne.
- In conclusion, the introduction of LM (lenalidomide) as a nationwide treatment option in Denmark did not lead to improved clinical outcomes, lyder konklusionen på artiklen i tidsskriftet EjHaem (electronic journal of heamatology) fra The British Society for Haematology i april 2024.
Vil se på det samlede billede igen
Ud over at studiet ikke viser tegn på forbedring af patienternes overlevelse eller progressionsfri overlevelse, viser det også, at over halvdelen af patienterne afbryder behandlingen med lenalidomid på grund af bivirkninger. Progressionsfri overlevelse er et udtryk, der ofte bruges til at beskrive den tid, hvor en patients sygdom ikke forværres efter en given behandling.
Medicinrådet vil orientere Lægemiddelstyrelsen om de nye data, da styrelsen blandt andet overvåger bivirkninger af lægemidler i Danmark.
- Selvom vi også på anbefalingstidspunktet havde mange diskussioner om netop denne behandling, så er det alligevel overraskende, at det danske real world-studie viser så ringe en effekt. De studier, vi blev præsenteret for dengang, viste en progressionsfri overlevelse – altså en udskydelse af sygdomstilbagefald – på næsten to år. Derfor er vi nødt til at se på det samlede billede igen for at sikre, at vores anbefalinger flugter med virkeligheden, og at patienterne får de behandlinger, der gavner dem mest, siger forperson for Medicinrådet, Jørgen Schøler Kristensen.
Forventer beslutning senere på året
Medicinrådet lagde i sin beslutning om at revurdere anbefalingen blandt andet vægt på real world-studiets størrelse og systematik. Studiet inkluderer knapt 300 patienter med knoglemarvskræft, der blev behandlet med højdosis kemoterapi med stamcellestøtte mellem juni 2019 og marts 2022 og efterfølgende fik lenalidomid som vedligeholdelsesbehandling.
Desuden er der udkommet en ny artikel i tidsskriftet Blood Cancer Journal i august 2024, som belyser udfordringerne ved at bruge mål som progressionsfri overlevelse, når man undersøger behandlinger af knoglemarvskræft.
Medicinrådet forventer at kunne træffe en beslutning om anbefalingen af lenalidomid senere på året.
Læs også artiklen om Rådets drøftelse af sagen i juni.